Vi kan ikkje kontrollere all risiko

Som fastlege handterer eg risiko kvar dag. I eit hav av symptom og plager skal eg skilje ut dei som har alvorleg sjukdom – og for den enkelte pasient vurdere risiko for sjukdom i framtida. Vi lever alle under bergfallet.

Publisert

Denne artikkelen er mer enn fem år gammel.

Legeliv-kommentar: Lisbeth Homlong, fastlege ved Kurbadet legesenter i Oslo og seniorrådgiver i Helsetilsynet

EIN KALD desemberdag i 1931 vart far min fødd. Det var heimefødsel. Familien budde i eit lite lafta tømmerhus som framleis står der elva munnar ut, i enden av ein av dei djupaste vestlandsfjordane som finst. Heile huset vart tatt ned og flytta 24 år tidlegare, frå fjellgarden Gomsdal eit stykke ute i Geirangerfjorden, og bygd opp att inne i bygda. Farmor, som då var åtte år, gjekk den lange turen ned til fjorden og vart rodd inn til sin nye heim. Far hennar, min oldefar, bar omnen i støypejern på ryggen ned den bratte råsa til fjorden. Nokre år tidlegare hadde han bore den 600 høgdemeter opp.

Kort tid etter fødselen vart far min alvorleg sjuk. Då han var ei veke gammal, stod det om livet og presten måtte tilkallast for nauddåp. Forklaringa viste seg å vere at farmora mi var rhesus-negativ og at far min hadde fått rhesus-sjukdom i samband med fødselen. Det gjekk heldigvis bra med far min, han fekk leve opp og han vart ein gammal mann.

PERSPEKTIV. I diktet Under bergfallet skildrar Olav H. Hauge på ein enkel, men allmenngyldig måte, mennesket sine grunnleggjande livsvilkår. Far min vart fødd under bergfallet, både i metaforisk og bokstavleg forstand. Dei som har sett filmen Bølgen, veit at bygda Geiranger står i fare for å bli råka av ein tsunami dersom fjellmassivet Åkernesrenna fell ut. I verste fall kan over 30 millionar kubikkmeter stein hamne i fjorden.

Du bur under bergfall
og du veit det.
Men du sår din åker
og trør trygt ditt tun
og lèt dine born leika
og legg deg
som inkje var.

Historia om far min og hans forfedre og -mødre som levde mellom fjord og fjell på Nordvestlandet, er ei historie som har vore med på å forme min identitet: Ei historie eg hentar fram når eg treng det. Som byggjer meg opp og set mitt liv og mine kvardagsproblem i perspektiv. Som gjer meg takksam for at eg bur i eit rikt land og lever i ei tid med moderne medisinsk teknologi, der eg har fått føde mine born på sjukehus, der medisinsk ekspertise står parat til å handtere komplikasjonar som kan kome.

INNSIKT. Som fastlege er eg i ein privilegert posisjon idet eg får lov til å følgje mange av pasientane mine over lang tid, av og til gjennom generasjonar. På den måten kan eg tileigne meg unik innsikt i folk sine livshistorier og eg kan bruke folk sine forteljingar i min kliniske praksis, til å fremje lækjedom. Vi veit at levd liv set spor, livshendingar og eksistensielle forhold påverkar helsa til folk. Vi behandlar pasientar, men dei er óg menneske som ber med seg individuelle historier, ikkje berre symptom og plager.

Vi har alle våre historier. Ikkje alle har oppbyggelege historier, som meg, nokre har tunge og vanskelege historier som har brote dei ned, historier om vald, overgrep, krenkingar.

SAMANHENG. I min kliniske kvardag kan eg hjelpe pasientane til å forstå samanhengane mellom levd liv og uhelse. Kanskje kan eg også hjelpe nokre til å skrive historia si på ny.

Det hender,
når du stør deg til ljåen
ein sumarkveld,
at augo sviv som snarast
yver bergsida der dei segjer
sprekken
skal vera, og det hender
du vert liggjande vaken
og lyda etter
steinsprang
ei natt.

I juni i år døydde far min. Det var ikkje uventa. Han hadde vore sjuk ei stund, etter å ha fått ei stor hjernebløding, sannsynlegvis utløyst av Marevan-behandling. Han fekk ha alle sine nære rundt seg då det gjekk mot slutten. Eg var hos han då han døydde, til det ikkje var meir pust igjen, til hjartet stoppa og berre skalet låg igjen. Det er eg takksam for at eg fekk. Etterpå kjente eg meg underleg naken, vaksen på ein ny måte. No måtte eg gå vidare utan far min.

RISIKO. Åkernesrenna utvidar seg rundt fem centimeter kvart år og står under konstant overvaking slik at folka langs fjorden kan varslast og evakuere dersom katastrofen inntreff.

Som fastlege handterer eg risiko kvar dag, i eit hav av symptom og plager skal eg skilje ut dei som har alvorleg sjukdom, vidare skal eg for den enkelte pasient vurdere risiko for sjukdom i framtida. Vi lever alle under bergfallet og vi kan ikkje kontrollere all risiko. Ikkje alle bergfall er sikra. For det er slik livet er. I vår risikofikserte tid er det noko å tenkje på.

Og kjem raset,
kjem det ikkje uventa.
Men du tek til å rydja
den grøne boti
under berget
- um du då har livet.

Referanse: Olav H. Hauge: «Under bergfallet» (Noregs boklag, 1951)

Kronikk og debatt/Legeliv, Dagens Medisin 19/2016

Powered by Labrador CMS